Alle indlæg af Bo Andresen

Dengang Lise fik sin hund, Peugeot.

Ja, det hedder hunden altså!

Dette er en genudgivelse af et blogindlæg fra 2009

 

ONSDAG DEN 30. DECEMBER 2009

Nytårshilsen fra en lille hund.

I forbindelse med adoptionen af vores hund, Peugeot, via Galgo-SOS (foreningen for galgoer i nød), vil foreningens formand, Martine, gerne høre lidt nyt om hundene fra tid til anden.

Fru Andresen har forfattet det følgende brev, på vegne af Peugeot (hunden) og jeg synes det var så fint, at det skal udgives her:

Hej Martine

Ja nu har jeg så været hos min nye familie i en måned, så nu er det tid til en lille hilsen.
Nøj hvor er der sket meget nyt for lille mig.

Jeg har jo fået en fin sele og min mor og far vil gerne gå ture med mig.
Men det der med at tisse m.m. det gør jeg altså ikke når jeg går i snor, det vil jeg meget hellere gøre når jeg går fri i gården.
Jeg kan bestemt ikke lide regnvejr, men mor og far siger at jeg skal ud, så jeg lunter meget stille og kan jeg se mit snit til det, løber jeg ind, alt hvad jeg kan og gemmer mig!

Maden er fantastisk. Hver aften når menneskerne har spist, så får Scooby og jeg en lille tallerken med en smagsprøve……mums det er godt.
Specielt det de kalder risengrød, det er jeg vild med. Kan jeg se mit snit til det, stjæler jeg Scoobys portion. Nogen gange lykkes det, andre gange bliver jeg opdaget….øv!

Vi har en hyggelig lille morgenrutine. Når vi har været ude og tisse er det spegepølsetid. Det er fordi at Scooby skal have sit gigtmedicin og så er jeg så heldig at jeg også får et stykke spegepølse. Jeg prøver nogen gange at sluge mit eget stykke og så stjæle Scoobys, men så bliver mor lidt morgensur…

Jeg troede ikke at der fandtes så mange tyggeben. De er over det hele!
Scooby tror at den ejer dem alle sammen. Men jeg har fundet ud af, at jeg kan snuppe et fra ham og så løber jeg alt, hvad jeg kan. Scooby drøner efter mig og vi har det vildt sjovt.

I det hele taget leger jeg rigtig meget. Pludselig får jeg sådan en lyst til at fjolle, så er det godt at jeg har min bamse, den får en ordentlig rusketur og kan jeg lokke nogen til at tage den, er det vildt sjovt.

Forleden kom jeg til at tage mors hjemmesko, den smagte godt.
Men da hun opdagede det, blev hun lidt stram i masken og hun sagde “fy”.
Men jeg er jo en lille drillepind, så 5 minutter senere, snuppede jeg den igen, men denne gang blev jeg opdaget med det samme…pis!

For ikke så længe siden oplevede jeg noget meget mærkeligt.
Da jeg om morgenen kom ud var der helt hvidt. Mine fødder sank ned i det hvide og det var noget koldt noget for fødderne. Jeg undersøgte det længe, før jeg var helt tryg ved det.
Senere på dagen gik vi en tur og da jeg fik lov til at løbe løs, fandt jeg ud af, at det faktik er meget spændende at snuse og løbe rundt i sneen.

Jeg er stadig lidt nervøs, men har fundet ud af, at det er her jeg har det godt. Jeg er også blevet lidt af en vagthund. Når far kommer hjem fra arbejde midt om natten, så knurrer jeg lidt efter ham, bare for at passe på mor, men det vil de altså ikke have at jeg gør, så jeg må hellere til at lære, at det må jeg ikke.
Juleaften skulle Scooby og jeg passes. Vi skulle ud til én de kalder mobsepigen og hendes mor. Det er lidt af en skrap lille dame. Hendes kødben skal man ikke tage!
Da mor og far kørte blev jeg ked af det. Jeg græd en times tid, men så fandt jeg ud af, at der faktisk var helt godt ved vores barnepige.

Jeg er spændt på nytårsaften, for jeg kan ikke så godt lide det der skyderi. Når jeg hører skud, så gør jeg rigtig meget. Så det kan være, at jeg bliver meget hæs efter nytårsaften.

Det var vidst alt for nu.
Kan du have et godt nytår og så hører du mere fra mig i det nye år.

Mange hilsner fra
Peugeot

Dengang jeg fik min hund, Cuca.

Nedenstående er en genudgivelse af et blogindlæg fra 2011 om vores hunhund fra Spanien

LØRDAG DEN 29. JANUAR 2011

Buenas Dias. Dinamarka esta muy grande… Brev fra Cuca

Olá Muchacos.

Det er mig, der er lille bange Cuca, I kender mig måske fra Galgoforeningen?

Der er en sød dame, som har lagt et billede af mig på deres hjemmeside

Jeg er, siger de en Bodeguero, og jeg troede jeg var den sødeste Bodeguero i Danmark, men der er allerede een her, som er sødere… siger de i hvert fald. Han hedder Peugeot, og bor i Ribe. Og jeg kan forstå, at han er vildt populær… så det vil jeg osse være. Hi hi.

Jeg vil gerne fortælle om mit møde med Dinamarca.
Det er et meget, meget koldt land, og da jeg kom hertil, fik jeg en meget grøn, og meget hjemmestrikket hundetrøje. Den er dejlig at have på. Min første plejemor, hende der osse var Peugeots første plejemor, er rigtig sød. Hun har mange store hunde, og ved i hvad? Dem er jeg ikke bange for. Men jeg er bange for, at jeg er bange for at komme i bad. Jeg knurrer i hvert fald når jeg skal det, men så får jeg at vide at det er noget pjat, og at jeg skal tie stille.

Nå, men der kom så nogen mennesker for en uge siden, og ville have mig med ud og køre. Det ville jeg gerne, for det er jeg ikke bange for. De er søde, jeg fik lov til at ligge i Bo’s skød så længe jeg ville og han nussede og pussede og kælede med mig hele tiden. Det var rigtigt dejligt. Lise kørte bilen, men hun kløede mig osse bag øret under turen, så jeg var meget tryg og glad.

Pludselig stoppede de. “Åh nej!”, tænkte jeg, “skal vi nu ud og tisse og fryse?”
Men det skulle vi ikke. Lise og Bo var sultne, så de købte franske hotdogs, de duftede dejligt. Bo havde osse købt noget til mig. Aldrig har jeg smagt noget så lækkert, så det må være et dansk fænomen. Han kaldte det for pølsebrød, og dét kan jeg varmt anbefale. Det smagte himmelsk! Jeg prøvede også, om jeg måtte smage Lises franske hotdog, men som i kan se på billedet, så måtte jeg ikke få den. Æv. Den duftede nu ellers godt.

Da vi nåede til Ribe, skulle jeg møde mine nye venner, Scooby Gravhund og Peugeot Bodeguero. Endelig kunne jeg så få opklaret dét med ham Peugeot. Jeg blev taget med ind i en stor baggård, og så kom de og hilste. Scooby er en rødhåret gnavpot, som gør rigtgt meget, men det er fordi, det er hans job at passe på os allesammen.
Og Peugeot! Wow! Han er lækker! En stor flot fyr, som er glad og fjumset og sød. Men han knurrede nu alligevel lidt af mig, da jeg ville sige dav.

Jeg tror nu ikke det var særligt alvorligt ment.

Nu har jeg boet i Ribe i en uge, og Lise og Bo er mine nye plejeforældre. De er rigtigt gode til at have hund. De pusser og nusser hele tiden og der er altid een af dem, som er hjemme. Jeg får rigtigt meget mad, i min helt egen skål og jeg skal slet ikke slås for det! Når jeg har tisset (udenfor) så får jeg noget at spise som hedder dygtiiiiii… det smager godt. Så prøvede jeg at tisse indenfor, men så fik jeg ikke noget. Hmm.

Når vi skal sove om natten så kommer jeg med op i sengen til Lise, det er dejligt.
Så ligger jeg rullet sammen på Bo’s hovedpude indtil han kommer hjem, og så kan vi lige lege lidt sammen inden han skal sove. Jeg prøver at få ham til at stå tidligt op, så vi kan få rigtigt mange timer til at lege og nusse i, men det gider han nu ikke. Så leger jeg med Peugeot og Scooby, for de har nemlig accepteret mig nu. I aftes fik jeg faktisk lov til at ligge oppe i Peugeot’s sofa sammen med ham. Jeg kan godt forstå, at menneskerne synes han er super lækker… men ve’ I hva’?
Jeg er super nuttet og jeg tror nok at jeg er blevet til Fars Pige, lissom Peugeot er Mors Dreng.

Nøjh hvor er jeg altså heldig!

Kærlig hilsen

Cuca Bodeguero
Dinamarca.

Hvad køber en lydmand…….

…….når han skal købe gave til lydkonen?

Tjah… når man nu selv arbejder med, og er vild med flightcases som disse:

(billede venligst snuppet fra KW Cases’ hjemmeside)
Ja, så skal Fruen I Huset da osse ha’ fornøjelsen, så jeg købte denne til min kone i weekenden:

Den er ret sej, ikk’?

Nu kan det jo være lidt svært at se på billedet, hvor stor den er, og nogle vil nok osse tænke “hva’ pokker skal Fru Lydmand da bruge den til?”

Fair nok…. rul ned for at se svaret.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

…sku’ hilse og sige, at Fru Lydmand blev glad for den.

Boa

Blogindlæg om gamle mikrofoner del 2

SØNDAG DEN 9. MARTS 2008

Oprindeligt indlæg http://boandresen.blogspot.dk/2008/03/boa-du-er-en-nrd-en-snak-om-mikrofoner_09.html

Boa, du er en nørd… en snak om mikrofoner (del 2)

…jeg anbefaler følgende.. læs dette indlægs del 1 for baggrundhistorien, og læs ikke dette indlæg hvis du synes at lange forklaringer om mikrofoners anvendelse er kedelige…. nu er du advaret!

I første del beskrev jeg opdagelsen af “glemt guld i skabet derhjemme” Nemlig et par fuldt funktionsdygtige “Vintage” klassiske og efterragtede båndmikrofoner fra 60’erne.
De hedder BM5 og BM6.
I dette indlæg skal vi så se, om det du’r til noget:
Den forgangne weekend havde jeg dobbeltvagt på Paletten i Viborg.
Hvor vi i øvrigt fik nye jakker til teknikken:

Fredag var minifestival med forskellige hold fra MGK (Musikalsk GrundKursus).
Lidt kynisk valgte jeg at have premiere på min gamle Bang&Olufsen BM6 båndmikrofon fra 60’erne denne aften, da det var en amatøraften, men dog på meget meget højt musikalsk niveau, og det derfor ikke ville være en total katastrofe, hvis mikrofonen svigtede midt i det hele, og da jeg selv skulle afvikle orkestrene, ville det hele tiden være mig selv der var til stede, hvis noget skulle gå galt.
Jeg vil lige her indskyde, at jeg aldrig kunne komme i take om at udsætte amatørmusikere for en dårligere behandling end professionelle, da jeg mener, at alle der står på en scene fortjener, og bør forvente, en professionel og upartisk behandling, når der er en professionel, betalt, lydmand til stede. Jeg vil også lige indskyde, at amatør ikke er et negativt ladet ord i denne forbindelse, men blot en betegnelse for ubetalte kunstnere, som jeg i dette tilfælde er overbevist om, er godt igang med at gøre store karierrer inden for deres respektive genrer. MGK, er ikke bare musikskole, det er et forkursus til f. eks. evt. senere konservatorieoptagelse.
Første skridt var at få pakket mikrofonen ud og se om jeg i det hele taget kunne finde en passende holder til den. Det lykkedes med lidt ekstra sikkerhed i form af en strop og et stykke meget kraftigt farvet gaffatape.
Her ses mikrofonen i selskab med en Shure Beta 52 stortrommemikrofon (den runde grå dims i baggrunden”:

Her ses Beomic’en (til venstre) sammen med en AKG mikrofon på hi-hat.

Senere på aftenen blev den flyttet ned ved siden af lilletrommen, hele tiden som ekstra mikrofon og med sin helt egen ekstra kanal på mixeren. Her ses kanalstrippen på mixeren:

Selvfølgelig gik jeg med livrem og seler, så i eksperimentalopsætningen fredag aften var Beomic’en hele tiden blot en ekstramikrofon, som jeg kunne vælge at bruge i stedet for “den virkelige” mikrofon. Samtidig var den sat på meget højtlydense instrumenter som hi-hat og lilletromme, som fint kan klare sig i lydbilledet, selv uden ekstra forstærkning. Så hverken musikere, deres rygte, deres lyd, samt mit omdømme og rennomé eller evt. tilstedeværende dyr var på noget tidspunkt i nogen form for fare.

Jeg startede afviklingen fredag aften med at lave lyden med de gængse mikrofonvalg, samtidig med at jeg i mine hovedtelefoner lyttede lidt med på, om Beo’en kunne klare trykket fra de meget højtlydende instrumenter. Da jeg havde konstateret, at det kunne den godt, allerede efter første nummer, skiftede jeg over til at bruge den, i stedet for den Shure SM 57 man normalt bruger på en lilletromme. Beomic’en havde bevist at den fungerede upåklageligt, og ifølge migselv lød den varmere og mindre anstrængende end de normale mikrofonvalg.

Så blev det lørdag og her skulle vi afvikle 3 bands Marvel Hill,Ebrius og G.I.

Marvel Hill, hovednavnet, skulle spille sidst, og de havde deres egen lydmand med.
Jeg skulle afvikle de andre to.
Da vi stillede hovednavnet op (som de første) tilbød jeg deres lydmand, John “Bon” Nielsen, at han gerne måtte bruge Beo’en, det sagde han sørme ja til uden at blinke, og han mente da ikke, at der var nogen grund til at sætte en sikkerhedsmikrofon op ved siden af, så den gamle klassiske mikrofon kom til at arbejde sammen med en anden kendt klassiker, nemlig guitarforstærkeren “Vox AC30”.


Når man laver festivalsetup stiller man op i omvendt spillerækkefølge så sidst spillende band stiller op først, og så fremdeles. På den måde kan man, efter hånden som de opvarmnde bands bliver færdige, lave en renere og renere scene, for til sidst kun at have hovednavnet tilbage.

Under afvilingen af G.I. og Ebrius havde jeg både mulighed for at bruge mikrofonen på en “Marshall” og en “Orange” forstærker.

Jeg oplevede i begge tilfælde, at det var betydeligt lettere for mig at lave en varmere og mere fyldig lyd på elektrisk guitar. Orange kabinetterne synes jeg har en tendens til at være meget lyse og skingrende i lyden, og uden at ofre denne “signatur-sound” gav Beomic’en mulighed for at frembringe en lækker og blød fylde. Marshall lyder altid fedt, men også her fik jeg noget varmere og fyldigere ud af lyden.
Alt i alt vil jeg sige at jeg er mere end tilfreds med oplevelserne. Mikrofonen lød dejlig og varm og grundet dens konstruktion, er den meget ufølsom overfor vibrationer i scenegulv og mikrofonstativ. Den har, grundet sin lave impedans og sit gammeldags design en lille tendens til at give lidt sus, men i livesituationer er det slet ike noget problem, og slet ike i forhold til den egensus man kan opleve fra guitarforstærkere og andet elektronisk udstyr. De to mikrofonforstærkere jeg har testst den på var men egen Joemeek VC1 og Palettens Digidesign mixers stagerack, begge forstærkere håndterede mikrofonen uden det mindste piv og uden at have problemer med det lave signal der kommer fra den. I begge tilfælde endte jeg med at bruge den uden den sorte box som jeg havde lånt af Henrik (se omtale i del 1).
Slutkonklusionen af denne weekends praktiske øvelser og tests må blive, at Bang & Olufsen dengang i 60’erne fik designet en helt fantastisk mikrofon, som nu over 40 år senere stadig kan sætte mere moderne produkter til vægs, og at denne mikrofon nu bliver en fast del af min daglige mikrofonpakke.
Her er lidt fakta om mikrofonen, taget fra en fanhjemmeside der hedder http://www.beoworld.co.uk/
BeoMic BM6 Microphone

Manfactured: 1961 – unknown

Designer:
Colours:
BM6 was a pressure-gradient ribbon microphone with full-frequency range, perfect figure-eight directional characteristic and a 3-position switch for speech, music and off. It had an international standard plug (DIN) and 150-ohm impedance – the internationally-accepted impedance for dynamic microphones in recording studios. Adding the BM7 microphone converted the BM6 into the BM5 mono/stereo microphone which could be use for stereo recordings according to the MS or AB method as desired.
BeoMic BM5 Microphone

Manfactured: 1961 – unknown
Designer:
Colours:
Beomic 5 (150 ohms) mono/stereo ribbon model was a pressure gradient full range microphone with a perfect figure-eight pattern.
Features: No resonance peaks. Extremely smooth response. Bi-directional, no side pickup. No frequency discrimination front to back. High efficiency mu-metal transformer placed in microphone housing. Easy to convert from mono- to stereo-microphone. Steel housing to reduce hum sensitivity. Switches for close Talk (T) / Music (M) conditions and for phase reversing and muting.
The miniature non-corrosive duraluminium ribbon was only 0.0001″ -thick and its weight only 1.3 mg. This negligible mass prevented any resonance within the audio range. Shock- and blast-proof. Ball swivel for tilting into any position.
Og her er den sammen med de omtalte andre modeller, til sammen BM5 BM6 og BM7.


…hvis du holdt ud så langt som til nu, så mange tak, fordi du læste med.

Blogindlæg om gamle mikrofoner del 1

SØNDAG DEN 9. MARTS 2008

Originalt indlæg

http://boandresen.blogspot.dk/2008/03/boa-du-er-en-nrd-en-snak-om-mikrofoner.html

Boa, du er en nørd

… en snak om mikrofoner (del 1)

….eller historien om, hvordan en gammel fætter fik nyt liv.Det handler om Bang & Olufsen mikrofoner, så u-interesserede bør nok stå af allerede nu….

Til de, som stadig er med, og som er interesserede i klassiske mikrofoner, kommer her en lille forhistorie:

Jeg har i lang tid haft en håndfuld gamle mikrofoer fra B&O liggende derhjemme. Jeg har fået dem af min far, som har arbejdet på B&O siden cirka 1967 og frem til november 2007. Det er derfor ikke helt unaturligt, at jeg har en forkærlighed for produkterne fra dette firma, da jeg hele mit liv har, om man så må sige, været i miljøet, og har oplevet fabrikken indefra, og har ejet og benyttet deres produkter.
Jeg har faktisk mest haft mikrofonerne stående fremme som en slags nostalgisk udstilling, og regnede sådan set med, at det var alt hvad de kunne bruges til. Men at jeg skulle opleve at komme til at bruge produkterne i mit professionelle liv havde jeg nu alligevel ikke regnet med, og slet ikke på følgende måde:For godt et års tid siden, mødte jeg en lydmand oppe på Paletten i Viborg, jeg mener, at han var der med “The Alpine”, men jeg er ikke sikker. Da vi gik og stillede instrumenter og scene op, snakkede vi selvfølgelig om lyd og gear. Han fortalte, at han havde nogle gamle Bang & Olufsen mikrofoner som han brugte fra tid til anden. Det var jeg selvfølgelig meget interesseret i at høre mere om, da jeg “helt tilfeldigvis” har nogle stykker liggende derhjemme. Han fortæller mig så, at han havde et sæt som han brugte dem som overheads til trommer og at de bare lød rigtigt rigtigt lækkert.

Overheads er de mikrofoner som han ser hænge ovenover et trommesæt, og som hovedsageligt opfanger lyden fra alle bækkenerne, men som også giver en mere samlet generel lyd af hele trommesættet)

Nu er det jo ikke så usædvanligt, at lydfolk går meget op i det nyeste nye grej, men samtidig brænder for det rigtigt fine og gamle, det man kalder for “vintage gear”. Men det er altså mere de fine gamle hæderkronede mikrofoner fra det østtyske “Neumann” man snakker om og det er mest til studiebrug, så det var da lidt spændende at høre mine gamle mikrofoner omtalt med samme andagt og spænding. Her skal det så lige indskydes, at når man siger “vintage”, siger man også dyrt… meget dyrt… Gamle Neumann mikrofoner sælges brugt for beløb på helt op til mellem 30 og 40.000 kroner (gisp). Så meget er min nu ikke værd, men den kan stadig godt være med i prisklassen over 5000, hvis man finder den rigtige køber….i USA.

Jeg gik og spekulerede meget over, om mine egne mikrofoner mon stadig virkede, og om der skulle noget specielt til, før de kunne spille sammen med moderne udstyr, så det fik jeg en del samtaler med min far om, og i den forbindelse finder manden gu’ hjælpemig 2 kasser mere frem fra sit private Bang&Olufsen museum til mig. Så nu havde jeg pludselig havde hele 3 sæt:

2 stereo og 1 mono.
“Ja, min dreng, hvis du mener at de kan bruges, så må du få dem, så ligger de ikke bare her til ingen verdens nytte” …og med den kommentar kom der skred i sagerne.
Jeg begyndte at undersøge hvad der skulle til, for at man, uden at ødelægge dem, kunne forbinde dem til moderne mikrofonforstærkere uden at ødelægge dem. For det er nogle meget ømtålelige sager vi har med at gøre her. De er af typen “båndmikrofon” (ribbon microphone). De kan ikke tåle forspænding fra mikrofonforstærkeren, for så brænder de af øjeblikkeligt, de kan ikke tåle at blive tabt, for så går båndet indeni dem i stykker, og de han en helt forkert modstand i forhold til moderne udstyr, så de kan udvikle en forfærdelig masse sus.
Så jeg gik på musikhuset Aage Jensen’s forum for spurgte mig frem. Her fik jeg forbindelse til en lydmand som hedder Henrik, og han havde løst problemerne ved at byge en “black box” som både kunne beskytte og afhjælpe. Han var også behjælpelig med masser af info og diagrammer og i sidste ende sendte han boxen til mig, så jeg ku’ prøve den af.
Grunden til at jeg nu turde teste var, at jeg havde flere sæt at lege med, så der altid var en i reserve, hvis jeg skulle komme til at ødelægge noget, samt så box’en fra Henrik.
En almindelig mikrofon er poppulært sagt bygget som en lile bitte højttalerenhed, der blot virker omvendt, så man opfanger lydens vibrationer med højttalerenheden og forstærker dem så metet at de kam optages. Denne type (kapsel mikrofon) er meget holdbar og kan tåle en meget hårdhændet behandling.
En båndmikrofon opfanger lydens vibrationer via et stykke meget meget tyndt sølvpapirsbånd, der vejer få milligram og som er spændt ud mellem 2 magnetfelter. I sagens natur, er denne konstruktion uhyggeligt følsom over for stød, men il gengæld giver den en het fantastisk lyd.
Efterfølgende blev der brugt et par aftener ved køkkenbordet med stik, ledninger, loddekolbe, diagrammer og farmand på “supporttelefonen” og da det store øjeblik oprandt, og jeg koblede mikrofonen til min mikrofonforsærker…..VAR DER LYD!!!.. weeehhh.
Jeg har selvfølgelig kvitteret med mange tak for hjælpen til både Henrik, og min Far. De er begge blevet holdt opdaterede med forløbet….. men nu er det tid til at komme tilbage til Paletten, hvor vi startede…. læs videre i næste indlæg.

Boa

Linkliste:
http://www.beoworld.org/prod_details.asp?pid=1082
http://www.livelyden.dk/index.php?pageID=1
http://www.paletten.dk/