Blogindlæg om gamle mikrofoner del 2

SØNDAG DEN 9. MARTS 2008

Oprindeligt indlæg http://boandresen.blogspot.dk/2008/03/boa-du-er-en-nrd-en-snak-om-mikrofoner_09.html

Boa, du er en nørd… en snak om mikrofoner (del 2)

…jeg anbefaler følgende.. læs dette indlægs del 1 for baggrundhistorien, og læs ikke dette indlæg hvis du synes at lange forklaringer om mikrofoners anvendelse er kedelige…. nu er du advaret!

I første del beskrev jeg opdagelsen af “glemt guld i skabet derhjemme” Nemlig et par fuldt funktionsdygtige “Vintage” klassiske og efterragtede båndmikrofoner fra 60’erne.
De hedder BM5 og BM6.
I dette indlæg skal vi så se, om det du’r til noget:
Den forgangne weekend havde jeg dobbeltvagt på Paletten i Viborg.
Hvor vi i øvrigt fik nye jakker til teknikken:

Fredag var minifestival med forskellige hold fra MGK (Musikalsk GrundKursus).
Lidt kynisk valgte jeg at have premiere på min gamle Bang&Olufsen BM6 båndmikrofon fra 60’erne denne aften, da det var en amatøraften, men dog på meget meget højt musikalsk niveau, og det derfor ikke ville være en total katastrofe, hvis mikrofonen svigtede midt i det hele, og da jeg selv skulle afvikle orkestrene, ville det hele tiden være mig selv der var til stede, hvis noget skulle gå galt.
Jeg vil lige her indskyde, at jeg aldrig kunne komme i take om at udsætte amatørmusikere for en dårligere behandling end professionelle, da jeg mener, at alle der står på en scene fortjener, og bør forvente, en professionel og upartisk behandling, når der er en professionel, betalt, lydmand til stede. Jeg vil også lige indskyde, at amatør ikke er et negativt ladet ord i denne forbindelse, men blot en betegnelse for ubetalte kunstnere, som jeg i dette tilfælde er overbevist om, er godt igang med at gøre store karierrer inden for deres respektive genrer. MGK, er ikke bare musikskole, det er et forkursus til f. eks. evt. senere konservatorieoptagelse.
Første skridt var at få pakket mikrofonen ud og se om jeg i det hele taget kunne finde en passende holder til den. Det lykkedes med lidt ekstra sikkerhed i form af en strop og et stykke meget kraftigt farvet gaffatape.
Her ses mikrofonen i selskab med en Shure Beta 52 stortrommemikrofon (den runde grå dims i baggrunden”:

Her ses Beomic’en (til venstre) sammen med en AKG mikrofon på hi-hat.

Senere på aftenen blev den flyttet ned ved siden af lilletrommen, hele tiden som ekstra mikrofon og med sin helt egen ekstra kanal på mixeren. Her ses kanalstrippen på mixeren:

Selvfølgelig gik jeg med livrem og seler, så i eksperimentalopsætningen fredag aften var Beomic’en hele tiden blot en ekstramikrofon, som jeg kunne vælge at bruge i stedet for “den virkelige” mikrofon. Samtidig var den sat på meget højtlydense instrumenter som hi-hat og lilletromme, som fint kan klare sig i lydbilledet, selv uden ekstra forstærkning. Så hverken musikere, deres rygte, deres lyd, samt mit omdømme og rennomé eller evt. tilstedeværende dyr var på noget tidspunkt i nogen form for fare.

Jeg startede afviklingen fredag aften med at lave lyden med de gængse mikrofonvalg, samtidig med at jeg i mine hovedtelefoner lyttede lidt med på, om Beo’en kunne klare trykket fra de meget højtlydende instrumenter. Da jeg havde konstateret, at det kunne den godt, allerede efter første nummer, skiftede jeg over til at bruge den, i stedet for den Shure SM 57 man normalt bruger på en lilletromme. Beomic’en havde bevist at den fungerede upåklageligt, og ifølge migselv lød den varmere og mindre anstrængende end de normale mikrofonvalg.

Så blev det lørdag og her skulle vi afvikle 3 bands Marvel Hill,Ebrius og G.I.

Marvel Hill, hovednavnet, skulle spille sidst, og de havde deres egen lydmand med.
Jeg skulle afvikle de andre to.
Da vi stillede hovednavnet op (som de første) tilbød jeg deres lydmand, John “Bon” Nielsen, at han gerne måtte bruge Beo’en, det sagde han sørme ja til uden at blinke, og han mente da ikke, at der var nogen grund til at sætte en sikkerhedsmikrofon op ved siden af, så den gamle klassiske mikrofon kom til at arbejde sammen med en anden kendt klassiker, nemlig guitarforstærkeren “Vox AC30”.


Når man laver festivalsetup stiller man op i omvendt spillerækkefølge så sidst spillende band stiller op først, og så fremdeles. På den måde kan man, efter hånden som de opvarmnde bands bliver færdige, lave en renere og renere scene, for til sidst kun at have hovednavnet tilbage.

Under afvilingen af G.I. og Ebrius havde jeg både mulighed for at bruge mikrofonen på en “Marshall” og en “Orange” forstærker.

Jeg oplevede i begge tilfælde, at det var betydeligt lettere for mig at lave en varmere og mere fyldig lyd på elektrisk guitar. Orange kabinetterne synes jeg har en tendens til at være meget lyse og skingrende i lyden, og uden at ofre denne “signatur-sound” gav Beomic’en mulighed for at frembringe en lækker og blød fylde. Marshall lyder altid fedt, men også her fik jeg noget varmere og fyldigere ud af lyden.
Alt i alt vil jeg sige at jeg er mere end tilfreds med oplevelserne. Mikrofonen lød dejlig og varm og grundet dens konstruktion, er den meget ufølsom overfor vibrationer i scenegulv og mikrofonstativ. Den har, grundet sin lave impedans og sit gammeldags design en lille tendens til at give lidt sus, men i livesituationer er det slet ike noget problem, og slet ike i forhold til den egensus man kan opleve fra guitarforstærkere og andet elektronisk udstyr. De to mikrofonforstærkere jeg har testst den på var men egen Joemeek VC1 og Palettens Digidesign mixers stagerack, begge forstærkere håndterede mikrofonen uden det mindste piv og uden at have problemer med det lave signal der kommer fra den. I begge tilfælde endte jeg med at bruge den uden den sorte box som jeg havde lånt af Henrik (se omtale i del 1).
Slutkonklusionen af denne weekends praktiske øvelser og tests må blive, at Bang & Olufsen dengang i 60’erne fik designet en helt fantastisk mikrofon, som nu over 40 år senere stadig kan sætte mere moderne produkter til vægs, og at denne mikrofon nu bliver en fast del af min daglige mikrofonpakke.
Her er lidt fakta om mikrofonen, taget fra en fanhjemmeside der hedder http://www.beoworld.co.uk/
BeoMic BM6 Microphone

Manfactured: 1961 – unknown

Designer:
Colours:
BM6 was a pressure-gradient ribbon microphone with full-frequency range, perfect figure-eight directional characteristic and a 3-position switch for speech, music and off. It had an international standard plug (DIN) and 150-ohm impedance – the internationally-accepted impedance for dynamic microphones in recording studios. Adding the BM7 microphone converted the BM6 into the BM5 mono/stereo microphone which could be use for stereo recordings according to the MS or AB method as desired.
BeoMic BM5 Microphone

Manfactured: 1961 – unknown
Designer:
Colours:
Beomic 5 (150 ohms) mono/stereo ribbon model was a pressure gradient full range microphone with a perfect figure-eight pattern.
Features: No resonance peaks. Extremely smooth response. Bi-directional, no side pickup. No frequency discrimination front to back. High efficiency mu-metal transformer placed in microphone housing. Easy to convert from mono- to stereo-microphone. Steel housing to reduce hum sensitivity. Switches for close Talk (T) / Music (M) conditions and for phase reversing and muting.
The miniature non-corrosive duraluminium ribbon was only 0.0001″ -thick and its weight only 1.3 mg. This negligible mass prevented any resonance within the audio range. Shock- and blast-proof. Ball swivel for tilting into any position.
Og her er den sammen med de omtalte andre modeller, til sammen BM5 BM6 og BM7.


…hvis du holdt ud så langt som til nu, så mange tak, fordi du læste med.