krllodille

Krollodillen

 

Af opdagerne Lise Nygaard Jensen og Bo Ege Andresen.

..en lettere videnskabelig beretning.

Krollodillen er et lille varmblodet, firbenet amfibiedyr, der lever lige så godt på land som i vand. Krollodillen ligner en blanding mellem en kommodovaran og en krokodille…men er en dyrerace for sig selv.

Krollodillen er på størelse med en gravhund, omend en lille smule mere besindig.

Krollodiller blev første gang observeret i Viborg, ved Nørresø og man går derfor ud fra at det er fra dette område den stammer.

Krollodillen er stille og sky, men dog meget social for den findes oftest i flokke på ca 100 stk. og kønsfordelingen i flokkene er ca 50/50 da krollodillen er et meget monogamt dyr, ligesom f.eks papegøjer og duer er det.

Det vides endnu ikke om monogamien holder fra ynglesæson til ynglesæson, men indtil videre formodes det at det hænger sådan sammen.

På grund af dens skyhed skal man lede grundigt og længe i busk & krat for at finde den, og hvis det lykkes så skal man forholde sig afdæmpet og stille. Krollodilleflokke har let ved at bisse, og hvis først det sker, ja så har man altså balladen og man har selv bedt om det. En bissende flok krollodiller kan lave meget ravage på kort tid og det er utroligt svært at få styr på flokken igen.

Krollodillens valg af habitat (miljø Red.) er stadig noget af en gåde, for studier viser, at krollodiller i virkeligheden ikke bryder sig specielt meget om ænder… faktisk så virker andens rappen på krollodillens fintfølende øre som et stykke kridt trukket pivende over en tavle virker på os mennesker og netop den næsten lige så store koncentration af ænder, i specielt Viborgområdet, er een af grundende til at man sjældent ser krollodiller om dagen.

I dagtimerne ligger de oftest dybt inde i busk & krat…med halen i vejret og forbenene holdt godt ind til øreåbningerne på siden af hovedet… da de har små øjne er det svært at se om de blot er lukkede eller pressede sammen på grund af ande-lydende… vi formoder det sidste.

**Et godt råd for krollodillekiggere er at forklæde sig som forelskede kærestepar.. Krollodiller er romantisk anlagte og de er overbeviste om at kærestepar har så travlt med hinanden, at de ikke har tid til krollodillejagt, hvisket gør det lettere at observere dem hvis man kysser & knuser & krammer.. og så samtidig observerer dem sådan lidt ud af øjenkrogene.

Krollodillens vaner & gøren & laden:

Krollodillen er lettere forvirret om sin egen identitet og plads i fødekæden, den er både herbavor og carnivor (kødæder og planteæder red.)… ja man kan jo kalde den omnivor (ædus altmuligtus red.) Den har ikke de store fjender i den Midtjyske fauna og den jager heller ikke selv større dyr. Kosten består oftest af andemad fra de små vandløb, bundsnask fra samme, og rødder og biller fra krattene. Onde tunger påstår at de i flok jager små piger og drenge, men dette mangler vi nu stadig at se beviser for, og borforklarer denne lokalfolkloristiske opfattelse som misforstået forældreovertro, eller slet og ret skræmmekampagner for at holde yngre børn væk fra de kyssende og øldrikkende studenter i området.

Krollodiler er, grundet den for dem ulidelige konstante rappen, blevet til et natdyr.

Når tusmørket falder på og ænderne går til ro, dukker krollodillerne frem een efter een og begynder deres jagt på føde. Sidder man stille på en bænk i parken eller er man kommet tidligt og har lagt sig ved en vandløbs-bred, så man er blevet velkendt i krollodilleøjne, så vil man kunne nyde en time eller to med livlig pilen rundt af krollodiller og deres unger. Krollodilleunger kan være nysgerrige, men rør dem IKKE… man får bare en krolldkillemor på halsen og det er ikke specielt hyggeligt.

Efter en aktiv nat med gnasken på andemad & bundsnask & biller er det tid for krollodillen til at pudse sine skel. Krollodillen er et blødskællet dyr og de, der har haft mulighed for at klappe en tam-krollodile, kan fortælle at de er dejligt bløde og varme at røre ved. Stryg den dog ikke mod skellene…den bryder sig ikke om det og det føles heller ikke rart.

Skellene renser krollodillen ved en svømmetur i søerne hvor andemaden ikke er så udbredt, de små bitte klø’r hvæsses på asfalten på parkeringspladsen og derefter er det tid til det mest sælsomme af ritualet. …Tandbørstningen.

Vi – (opdagerne red.) kiggede noget forundrede ud af øjenkrogene under kysningen da vi så dette sælsomme ritual. Krollodiller børster tænder. Det gør de med afgnavede grene og de er gerne to eller flere om det. På samme måde som aber lopper hinandens pæls, så hjælper krollodillerne hinanden med tandbørstningen. Dette er nødvendigt for dem da de har ret korte forben og derfor ikke selv for godt kan nå ud til deres fortænder. Dette børsteritual er også en vigtig ting for det sociale sammenhold og rangorden inden for flokken.