Om lydmanden

Jeg har brændt for og arbejdet med lyd siden teenageårene.

 

Det hele startede med et mobildiscoteque hjemme på værelset, hvor udstyret bestod af alt, hvad min bedste ven Claus Noer og jeg kunne skrabe sammen af højttalere, grammofoner og kassettebåndoptagere.  CD-spilleren ?? den var slet ikke opfundet endnu.

Claus var opfinder og bygmester og konstruerede mobilpulte og højttalere, opfandt multikablet til både lyd og lys og fik det hele til at passe lige præcist ned i hans fars anhænger bagpå Corollaen.

Jeg, uden evne til at slå en lige streg, og med ti tommelfingre, hjalp til så godt jeg kunne med at holde, bære og løfte og lodde og vi spædede begge til med lommepenge til spånplader, maling, lysshows og selvfølgelig til singleplader. Claus’ far havde værktøj til at bygge med og min far havde adgang til elektronikdimser.

Jo jo, vi var nogle rigtige disco-DJ-fyre.

Vi havde et fast job i juniorklubben oppe på børnebiblioteket i Struer og vores fædre var designated drivers og roadies, for vi kunne jo ikke selv køre bil endnu.

I november 1987 åbnede Radio Struer (104,6 mega Hertz) og vi stod begge klar på åbningsdagen med programidéer, vores kollektive pladesamling og især Claus’ håndværksmæssige erfaring.

I den periode, i slut 80érne, var jeg også DJ på forskellige discoteker i Struer, og havde også i en periode et engagement som konferiencier på Miss Sommerens Sødeste.

Claus nåede at bygge og ombygge studier på hele tre adresser for radioen inden den, efter tre forsøg, gik endeligt ned. Jeg nåede at være reklameproducer, studievært og sælger inden jeg rejste fra Struer.

Jeg gik studieværts- og produktionsvejen, og kom via forbindelser til Radio Viborg og videre til Top Tunes Studios i Esbjerg og derfra videre ad mange, mange omveje, tilvalg, fravalg og tilfældigheder til den livelyd som jeg laver idag.

Her er hovedtrækkene af min lydkarriere indtil nu:

Fasttilknyttet freelance lydmand på det regionale spillested Paletten i Viborg.

Mobildiskoteksindehaver sammen med min bedste ven, Claus Noer.

Lokalradio og studie arbejde siden 1987.

Har været producer på bl.a. Radio Struer, Top Tunes Studios, samt Radio Victor og Radio Viborg / Aalborg TVR.

Har været studievært på Radio Struer, Radio Sundbo, Radio Victor, Radio Mojn, Radio Viborg og Radio Kolding.

Freelance lydmand /lyddesigner på Odense Internationale Musikteater, Odense Teater og Aalborg teater.

…se mere på siden med mit CV